Venedig, og i særdeleshed øen Murano, er et sted med stærke traditioner indenfor glasfremstilling. De italienske maestros har gennem århundreder hemmeligholdt og beskyttet deres viden om de mange raffinerede og håndværksmæssigt krævende teknikker, der kendetegner det verdensberømte venetianske glas.
Derfor er det så meget desto mere usædvanligt, at de tre kunstnere, som fra 15. oktober udstiller sammen på Glasmuseet Ebeltoft i udstillingen Venice. 3 Visions in Glass, og som alle samarbejder med værksteder på Murano, netop er anerkendt verden over for deres brud med traditionen og originale fornyelse af form, stil og teknik: Cristiano Bianchin (f.1963) kombinerer glasset med usædvanlige materialer, Yoichi Ohira (f.1946) forener japansk æstetik med venetianske teknikker og Laura de Santillana (f.1955) er med sine raffinerede arbejder usædvanlig i sig selv, fordi hun er kvinde i en traditionelt mandsdomineret verden.
Cristiano Bianchin er født i Venedig. Han tog afgang fra Accademia di Belle Arti, Venedig, i 1987, og skabte sit første værk i glas i 1992. Christiano Bianchin kombinere glasset med materialer og primitive figurer, inspireret af afrikansk og indiansk kultur. I hans seneste serie af glas-”urner” kombinerer han glasset med hæklet hamp til objekter, der både er elegante og konceptuelle. Bianchin skaber også omfattende vægskulpturer, udført i hæklet hamp, installationer og arbejder i træ og papir.
Japanskfødte Yoichi Ohira har boet og arbejdet i Venedig i mere end 35 år. Han er uddannet på Kuwasawa Design School i Tokyo, 1969, og Accademia di Belle Arti i Venedig. Hans enestående vaseformer kombinerer japansk æstetik med traditionelle italienske teknikker og farver til poetiske fortællinger udenfor tid og rum. I sin nyskabende serie Cristallo Sommerso skaber han organiske ”vaser i vaser” i klart glas, der minder om menneskefigurer.
Laura de Santillana er født i Venedig og barnebarn af den respekterede grundlægger af Venini Glassworks, Paolo Venini. Hun er uddannet på School of Visual Arts, New York, USA, 1975-77. Hendes blæste objekter i serien Tokyo-ga er enkle to-eller trefarvede meditationer over farve og flade, som ofte sammenlignes med Mark Rothkos abstrakte malerier. De Santillanas værker har dog en intensitet, som ikke kan opnås med lærred og maling. Senest har hun udviklet en serie organiske, metalliske Meteors, der minder om faldne himmellegemer.
Venice. 3 Visions in Glass præsenterer 91 værker skabt gennem de seneste 10 år af de tre Venedig-baserede kunstnere i samarbejde med en række dygtige værksteder på Murano. Cristiano Bianchin, Yoichi Ohira og Laura de Santillana er alle repræsenteret i adskillige private og offentlige samlinger verden over og har modtaget en række prestigefulde priser for deres nyskabende arbejder.
Udstillingen er arrangeret i samarbejde med Barry Friedman Ltd., New York, og har været vist i Venedig, New York og på Musée des Arts Décoratifs i Paris.
Bog
I forbindelse med udstillingen er udgivet en omfattende, rigt illustreret bog med tekster på engelsk og fransk af førende fagfolk. Bogen kan købes på Glasmuseet Ebeltoft. Læs mere her.
Udstillingsperiode: 15.10. 2011 – 07.03. 2012.