Kunne du tænke dig at støbe et sommerminde i glas eller lave dit eget kunstværk med den digitale glaspuster?
Så tag hele familien med på Glasmuseet Ebeltoft i sommerferien og deltag i museets sjove aktiviteter.
I sommerferien byder Glasmuseet Ebeltoft på en række spændende sommeraktiviteter i museet og det arbejdende glasværksted. Gå for eksempel på opdagelse i udstillingerne med et opgaveark i hånden og se, hvem der først finder svarene.
Husk også at afsætte god tid til sjov og leg i det nye Glasunivers - en hel etage for pilfingre med leg og viden om glas, hvor man kan lytte til glas, se film om glas, lave flotte mønstre med det digitale kalejdoskop og skabe sit eget kunstværk med den digitale glaspuster - den eneste af slagsen i verden for øvrigt.
Værkstedsaktiviteter
Hver onsdag (også tirsdag i uge, 29, 30 og 31) kan man i Glashytten støbe en lille figur i glas. Medbring selv en form eller lav et aftryk af din egen hånd i det våde sand. Der hældes flydende glas i formen, og næste dag kan den færdige figur afhentes og tages med hjem som et ferieminde. Hver søndag kan man se, hvordan Pernille og Theis laver sommerblomster i alle regnbuens farver og tirsdag den 12. juli kan du komme helt tæt på, når de fremstiller deres karakteristiske lågkrukker, formet som robotter, grise og meget andet.
Haveoplevelser
Som en del af årets havefestival er museets have aftenåben tirsdag 23. august samt torsdag 25. august kl. 18-20. Lørdag 27. august kl. 14 er der mulighed for at deltage i en inspirerende havevandring i Glashaven sammen med havearkitekt Kjeld Slot, som designede museets have i 2010. I haven findes bl.a. Ghita Nørbys rosenbed, Søren Ryge Petersens bed med violfrøstjerner, to rosenbed, skabt af Torben Thim fra Rosenplanteskolen i Løve og meget mere.
Sommeren byder også på to forskellige musikalske oplevelser. Lørdag den 30. juli kl. 17 gæster den rumænske sanger Adina Romana Glasmuseet for anden gang og mandag den 8. august kl. 17 lægger Glamuseet lokaler til Trio Aristos, som giver afslutningskoncert i forbindelse med festivalen ”Klassiske koncerter – i Djurs og Mols”.
Det er ikke nødvendigt at tilmelde sig til aktiviteterne på forhånd. Læs mere på www.glasmuseet.dk.
Ugentlige sommeraktiviteter:
• Onsdag (29/6-10/8) + tirsdag (uge 29, 30, 31) kl. 10-17: Støbning. (Pause kl.13-14) Kr. 75 +
entré. Figuren afhentes næste dag.
• Søndag (3/7 -14/8) kl. 10-17: Fremstilling af blomster. (Pause kl.13-14)*
Øvrige aktiviteter:
Søndag 3. juli + 7. august kl.14: Særlig søndag med rundvisning for alle.*
Tirsdag 12.juli: Fremstilling af sjove lågkrukker og bonbonniers. (Pause kl.13-14)*
Lørdag 30. juli kl. 17: Koncert med Adina Romana.*
Mandag 8. august kl. 17: Koncert med Trio Aristos. Afslutningskoncert Klassisk musikfestival.* Efterfølgende mulighed for snack & snak i Glascaféen.
Tirsdag 23. august + torsdag 25. august kl.18-20: Havefestival. Ellen Margrethe Hale og Arne Lykke fortæller om Glasmuseets have.*
Lørdag 27. august kl. 14: Havefestival. Haverundvisning v/ designer af Glasmuseets have, Kjeld Slot.*
*gratis efter betalt entré til museet.
Åbningstider:
Juli - august: kl. 10-18
Entré:
Børn 6-12 år: Gratis, 13-17 år: kr. 20
Voksne: kr. 85, Årskort: kr. 150
Yderligere information:
Pia Strandbygaard Bittner, tlf. 8634 1799,
e-mail: pia@glasmuseet.dk