Farverige fortællinger Farverige fortællinger

Therman Statom i udstillingen på Glasmuseet Ebeltoft, 2012.
Therman Statom i udstillingen på Glasmuseet Ebeltoft, 2012.

På rejse med Therman Statom, USA  
SIX VOYAGES
31. marts – 18. november 2012
   

2,5 ton glas har nu fundet sin plads på Glasmuseet Ebeltoft i den store soloudstilling SIX VOYAGES, skabt af Therman Statom, USA. I løbet af de 14 dage, det har taget at opbygge udstillingen er kilovis af glasplader blevet skåret, poleret, limet og malet på stedet, for endelig at indgå som færdige elementer i den omfattende udstilling. Det er blandt andet blevet til en 11 meter lang svævende slange, belagt med omkring 2000 stykker spejlglas, en væg bestående af glaskasser med fundne ting, maleri og spejle og meget, meget mere. Det handler om Danmarks historie og om os alle, for som Therman Statom siger: ”Everything we do is a creative act.”      

I sine mange udstillinger verden over, ofte med sideløbende børneworkshops, kredser Therman Statom om emner som tradition, identitet og myter, og undersøger hvordan disse redefineres i mødet med kunsten. Hans stedsspecifikke installationer blander abstrakte former og farverigdom med mytiske figurer som slanger, huse, stiger og skibe, som til sammen danner en sprudlende, kaotisk og rig ny fortælling, der kobler myter, tradition og modernitet.  

At træde ind i udstillingen på Glasmuseet Ebeltoft er som at gå ombord i et skib på vej mod ukendte kyster: Ingen ved, hvor rejsen fører hen, men alle oplever noget nyt på rejsen. Therman Statoms univers er farverigt, sprudlende og fyldt med sanseindtryk, der netop skal sanses og opleves umiddelbart med hele kroppen.

Under dette og tidligere ophold i landet har Therman Statom været optaget både af det lokale, det regionale og det nationale aspekt. Han har indsamlet og omsat indtryk af lokalbefolkningen og ”danskerne”, set med en udlændings øjne, og blandt andet studeret den danske modstandsbevægelse, som voksede sig stærk ”indefra”, som et led i sin generelle undersøgelse af, hvordan mennesker rundt om i verden forholder sig til begrebet Modstand.  

Mellemrum, Vandring og Det forbudte er også temaer, der fletter sig ind og ud mellem hinanden i udstillingen, som udover planglas og spejlglas også byder på blæste objekter, vægmaleri, arkivfotos og filmprojektion.   

Havet og lyset er to andre emner, som den amerikanske kunstner undersøger i udstillingen, ud fra iagttagelser af hvordan danskerne forholder sig til disse elementer. Han er dansk gift og har længe været interesseret i at forstå danskernes traditioner som f.eks. vores fejring af lyset (noget, der er fremmed for én, der kommer fra Nebraska, USA). Danskernes forhold til havet er fundamentalt, men Therman interesserer sig også for den historiske og mytiske aspekter af forholdet til havet og undersøger også Vikingernes opfattelse af havet.  

Therman Statom er brændende engageret i samfundet, sine medmennesker og i kunst. Han har skabt mere end 180 udstillinger rundt om i verden og har modtaget adskillige priser for sit arbejde.  

I udstillingsperioden vil udstillingen udvikle sig, idet Therman Statom vil arbejde videre med den af forskellige omgange. Forskellige grupper vil også få lejlighed til at arbejde sammen med Therman Statom i workshops.  

Therman Statom (f.1953) bor og arbejder i Omaha, Nebraska, USA. Uddannet fra skulpturlinien ved Pratt Institute, New York (1978) og Rhode Island School of Design (1974). Repræsenteret i adskillige internationale samlinger. SIX VOYAGES er Therman Statoms første solo-udstilling i Danmark.    

Udstillingen åbnes af USA's ambassadør i Danmark, Laurie S. Fulton fredag 30. marts og er åben for publikum i perioden 31. marts – 18. november 2012.  

 

Foto fra tidligere workshop med Therman Statom.
Foto fra tidligere workshop med Therman Statom.

Pressebilleder i høj opløsning kan downloades her.

For yderligere information, kontakt:

• Direktør Dagmar Brendstrup, tlf. 86341799, e-mail: dab@glasmuseet.dk

• Presse- og formidlingsmedarbejder, Pia Strandbygaard Bittner, tlf. 86341799, e-mail: pia@glasmuseet.dk