Glasmuseet Ebeltoft indgår samarbejde med ARoS om medlemsfordele
Fra 1. februar kan Glasmuseet Ebeltofts årskortholdere glæde sig over endnu en kunstfordel, nemlig rabat på medlemskab af ARoS Aarhus Kunstmuseums populære publikumsklub. En aftale, der samtidig sikrer ARoS-klubbens medlemmer rabat på entréen til det nærliggende museum for moderne, internationalt glas i Ebeltoft.
I 2012 er der endnu en god grund til at købe et årskort til Glasmuseet Ebeltoft, som netop har indgået et samarbejde med ARoS Aarhus Kunstmuseum om medlemsfordele og rabatter. Årskortet udløser nemlig fra 1. februar en rabat på kr. 100,- ved køb af medlemsskab til ARoS Klubben. Omvendt tilbydes klubmedlemmerne hele året 20 % rabat på entréen til Glasmuseet. I sommermånederne fra 1. juni – 31. august tilbydes dagsgæster, der vælger at besøge både Glasmuseet Ebeltoft og ARoS desuden 20 % rabat på entréen hos hinanden mod forevisning af gyldig billet. En aftale begge museer er glade for.
”Det er meget positivt, at vi med denne aftale kan give kunstinteresserede gæster et godt tilbud og får øget synlighed, ” siger Glasmuseets direktør, Dagmar Brendstrup, som forventer, at det vil være til gavn og glæde for begge parter.
”Glasmuseet har ligesom ARoS en international profil og et højt kvalitetsniveau og har som sådan været et naturligt valg som samarbejdspartner. Vi håber, at gæsterne på begge museer får stor fornøjelse af samarbejdet”, siger kommunikationschef på ARoS Bjarne Bækgaard.
Fakta:
• Et årskort til Glasmuseet Ebeltoft koster kr. 150,- og gælder et år fra dags dato.
• Prisen på medlemskab af ARoS Klubben kan ses på www.aros.dk/klubber.
• Glasmuseet Ebeltoft er landets eneste museum for moderne, international glaskunst.
• Glasmuseet Ebeltoft og ARoS Aarhus Kunstmuseum er åbent året rundt.
• Læs mere på www.glasmuseet.dk og www.aros.dk
Yderligere information:
• Bjarne Bækgaard, kommunikationschef, ARoS, t: 8730 6618 / m: 3066 5142, e-mail: bb@aros.dk
• Pia Strandbygaard Bittner, formidler, Glasmuseet Ebeltoft, t. 8634 1799, e-mail: pia@glasmuseet.dk